De, der flyttede slægten til et andet land

Mathias Hansen, født 1776 , var fra Flensburg. Han ejede og førte fregatskibet (en lille fuldrigger) Diana på 112½ kommerce læster (= knap 200 BRT).

Med dette skib anløb han Mandal i det sydligste Norge den 26.08.1808, men kunne på grund af den engelske blokade (Napoleonskrigene) ikke komme derfra før et år efter.

Mathias Hansen vendte kort tid efter tilbage til denne del af Norge, hvor han slog sig ned i Kristiansand og ægtede den 09.02.1810 Pige Johanne Elisabeth Tønnesen.

Hugh William Kenworthy, født 1881, var fra Glossop i Derbyshire, England. Han flyttede i 1901 til Sarpsborg i Norge i fobindelse med at hans arbejdsgiver, papir- og cellulosevirksomheden The Kellner-Partington Paper Pulp Co Ltd (med hovedsæde i Glossop) siden 1889 også havde drevet fabrik i Sarpsborg. Kellner-Partington blev senere købt af norske interesser og fik da navnet Borregård.

HWK var ansat i Borregård til han blev pensioneret som 70-årig.

John William Kenworthy, født 1910, flyttede (med hustruen Aase og to sønner på 17 og 15) fra Nedre Eiker i Norge til Køge i Danmark i 1960. Grunden var at Junckers Savværk (senere Junckers Industrier) skulle starte en cellulosefabrik i Køge og derfor havde behov for en celluloseingeniør. Kun den yngste søn, Eric, blev i Danmark; de øvrige familiemedlemmer flyttede tilbage til Norge i to omgange.